17-05-2014

Hvad laver egentlig instruktøren...?

 

 Under oprydningen efter at min Gmail adresse blev hacket, og det meste af mine kontakter, dokumenter, korrespondance, m.m.m. forsvandt, fandt jeg denne ikke tidligere udgivet artikel omkring mit arbejde.... Her kommer den, for dem som skulle synes at det var interessant at læse:

 

 

NOGLE TANKER I TIDEN FØR VI GÅR PÅ SCENEN.

Hvad laver egentlig instruktøren?...

 

Det er lidt over syv måneder siden at Det Ny Teaters direktør, Niels-Bo Valbro, ringede til mig en aften for at spørge om jeg var fri i en bestemt periode i sæsonen 2012/13, og om jeg eventuelt kunne tænke mig at iscenesætte en forestilling på teatret. Jeg var faktisk ikke fri i den omtalte periode, og Niels-Bo Valbro sagde heller ikke, hvilke forestilling det drejede sig om... Han havde kun givet mig en række tips, og jeg skulle forsøge at gætte, hvad det var for en forestilling, forspørgelsen drejede sig om. Det kunne jeg ikke. Og egentlig var jeg heller ikke i en situation, hvor jeg uden forbehold kunne takke ja til den eventuelle opgave. Men han havde ramt min nysgerrighed, og i gensidig fortrolighed aftalte vi at hvis jeg fik titlen at vide, og opgaven fristede, ville jeg undersøge de eventuelle muligheder for at få fri til a iscenesætte den...

Jeg kan uden at overdrive sige, at jeg var ved at falde ned af stolen, da Niels-Bo Valbro endeligt fortalte, hvad det var for en forestilling han ville have mig til at lave: intet mindre end LOVE NEVER DIES, efterfølgeren til THE PHANTOM OF THE OPERA! Og mere end fristende lød det hele, da han også fortalte at Det Ny Teater, som eneste teater i verden, havde fået lov til at lave en hel egen produktion af værket, uden at skulle kopiere hverken opsætningen fra The West End, eller fra Australien...og at Danmark skulle være det kun tredje land i verden, hvor LOVE NEVER DIES skulle komme op, længe før end Tyskland, USA, Japan, eller andre.

At skulle skabe en helt ny, egen version af efterfølgeren til én af historiens mest ikoniske og mytiske musicaler, var et af den slags tilbud som man simpelthen ikke kunne sige nej til... Jeg er meget glad og taknemmelig for den forståelse som jeg fandt hos de andre opdragsgivere, som jeg måtte takke nej til.

Jeg besluttede at arbejde med denne "operamusical" uden overhovedet at lade mig inspirere af andet end musikken, personerne, og selv historien... Jeg ville helst ikke se på optagelser af de to tidligere opsætninger, og hørte kun på nogle enkelte indspilninger af nogle af de musikalske numre. Derudover gik jeg i gang med arbejdet ved kun at tage udgangspunktet i manuskriptet og i noderne, og med min egen repetitør gennemgik jeg partituret, og satte jeg mig efterhånden ind i Andrew Lloyd Webers komplekse og meget omfattende musikalske univers, og i den form for næsten autobiografiske fantasi som han denne gang har givet liv til. Jeg lod mig transportere til Amerika i 1907, og til Coney Island, og forsøgte at forstå de dybeste grunde som hver eneste af hovedpersonerne i dramaet havde til at lade følelserne komme frem, til de konflikter som dermed opstod, og til de handlinger og konsekvenser som konflikterne var årsager til...

For mig var det et altafgørende element i den skabende proces, at få scenografen Paul Farnsworth til at skabe både dekorationer og kostumer til forestillingen. Fra mit tidligere samarbejde med ham i bl. a, musicalerne PETER PAN og THE SOUND OF MUSIC, vidste jeg at vi deler dramaturgiske og visuelle tanker og følelser - man kan sige at vi har den samme teatralske smag, og at vi forstår hinanden 100%, når det drejer sig om at skabe en scenisk verden... Det var meget vanskeligt at få den ønskede tidsramme for produktionen til at passe ind i Paul Fransworths arbejdskalender, men det lykkedes til sidst, og vi kunne alleredemidt i april sætte os sammen og begynde at arbejde. Sammen og hver for sig lavde vi et meget omfattende research-arbejde om både USA i 1900-tallet, om Coney Island som fænomen, om den amerikanske forlystelsesverden, om "side-showerne" med freaks og klovnerier, om den orientalske inspiration som kryssede dengang over Atlanterhavet, om de meget rige og de mindre bemidlede i datidens Amerika, opm kontrasterne mellem den Nye og den Gamle Verden...og om den dybe forankring som personerne i LOVE NEVER DIES naturligvis har i forgænderen THE PHANTOM OF THE OPERA.

Vort samarbejde foregik ved persolinge møder i bååde London og i København, ved flittigt brugt af Skype og telefon, og ikke mindst ved at benytte alle de mulige visuelle IT midler som kunne gøre det muligt at "være i samme rum" på tods af at vi begge konstant var i forskellige lande...

Jeg sagde til Paul at jeg havde haft en række konceptuelle samtaler med Niels-Bo Valbro, og at vi var enige i at det var vigtigt at understrege i vores produktion, dén side af det fysiske abnormt, af det groteske, af freak-universet, af den mørke side på Coney Island fremfor -dog uden at forglemme!- det klovneagtige. Jeg valgte at gå ad en vej som ville vise udviklingen i personernes verden gennem de ti år, hvor Fantommet har fået lov til at komme op fra mørket og frem i lyset, og hvor "det menneskelige" ikke ville fjerne det mytiske skær af magi, illusion og fantasi som dog hele tiden kæmper inde i hvert individs indre...

Jeg tror at det som jeg har villet helt fra begyndelsen er at scenisk kunne fortælle en kærlighedshistorie som er troværdig, men som hele tiden får os til at tænke at dette faktisk ikke kan være helt sandt... At fantasien nogle gange så absolut kan overgå virkeligheden.

Processen er vokset undervejs fra samtalerne, drømmene, og løsningerne med Paul Farnsworth, til et meget grundigt samarbejde med koreografen Hayley Franks Høier, hvor vi sammen har udviklet en "staging", der giver plads til både det frække, det burleske, det groteske, og det underholdende, og hvor hendes koreografiske indsats er af en karakter der fremhæver og understreger både tidsperioden og dramaturgien. Med stor præcission, indlevelse, og kreativt talent, hjælper hun mig dag for dag med at skabe scenebilleder som af og til (og helt bevids fra vores side!) har en reminiscens, et ekko, af THE PHANTOM OF THE OPERA... Ja, på samme både som ekkoet ligger i selve partituret. Hayley har faktisk levet gennem mange år med PHANTOM... i sin daglig dag, og vokser nu markant som koreograf når hun flyver på egne vinge.

Jeg har støttet mig musikalskt til vores Musical Director, Per Engström, som har et enormt kendskab til Lloyd Webers univers, og som kan kaldes for en ekspert på områdt, efter at have dirigeret 1600 forestillinger af THE PHANTOM OF THE OPERA i både Sverige og Danmark. Vi må aldrig glemme at LOVE NEVER DIES er et pragtfuldt musikdramatiske værk, som står på skuldrene af forgængeren.. Per Engströms sensibilitet og kundskab går hånd i hånd, når det handler om at tolke et partitur og formidle det til både solister og ensemble, såvel voksne som børn. Jeg arbejder med ham på denne musical som når jeg arbejder bedst med en dirigent under en af mine opera-produktioner ude i verdenen. Når det gælder det dramaturgiske, har jeg på denne produktion stor glæde af mit samarbejde med Steen Springborg. Han behersker diverse redskaber, som hjælper skuespillerne at forsløse nogle af mine krav, og han har en usædvanlig og dyb forståelse for mennesket bag rollen. Steens lange og markante erfaring i det danske teaterlandskab er en solid støtte for produktionen.

Efter syv måneders forberedelser, research, samarbejde ved tegne -og skrivebordet,auditions, casting, musikalske prøver, danseprøver, insturktion, iscenesættelse, m.m.m., begynder vi nu at nærme os hastigt den tid, hvor vi skal til at stå på scenen for første gang. Mens alt det, som jeg her har forsøgt at fortælle lidt om, har fundet sted, har hele Det Ny Teaters tekniske apparat været i gang. Min opgave har hele tiden været at "fodre" de forskellige afdelinger med de konceptuelle ideer, som skulle forløses. Og at forsøge at bringe inspiration til de enkelte, således at tanker og visioner kunne blive til realiteter... Alt skal snart til at være klart: scene, lys, lyd, kostumer, parykker, sminke, rekvisiter, specialeffekter. Det er en enorm opgave, og jeg opfatter mig selv nogle gange som arkitekten, der kommer med konceptet og tegner det hele for derefter at modtage tilbud og løsninger fra de forskellige leverandører... og andre gange, på en mere ydmyg (dog mere realistisk) måde, siger jeg til mig selv at jeg faktisk kun er blikkenslageren, som skal sørge for at det hele fungerer perfekt, uden at der er utætheder nogen sted!

Jeg bliver snart 70.

Og snart har jeg været i showbusiness i hele 50 år.

Mangt og meget har jeg lavet i den tid. Jeg føler mig priviligeret, og med en dyb taknemmelighed over at få lov til til at være Det Ny Teaters musikdramatiske blikkenslager i denne produktion af LOVE NEVER DIES.

 

DANIEL BOHR

København, september 2012.